Vi kan godt undvære mange rige mennesker, men vi kan ikke undvære iværksættere, og disse skal absolut have de bedste forudsætninger for at sætte ting igang.
Nej, det er ikke de "rige svin" der er årsagen til at Danmark er et velfærdssamfund. Det er nogle gode iværksættere OG en fantastisk godt arbejdende arbejdsstyrke. Ikke KUN de rige, tak om jeg må bede :-) Og vores uddannelses-muligheder har også altid spillet en stor rolle her.
Vi har i Skandinavien en helt suveræn model med en meget høj vægt på sociale aspekter. Meget af det er skabt af Socialdemokratiet i starten af forrige århundrede. Det gælder i Norge. Det gælder i Sverige og det gælder i Danmark. Vores model er så succesfuld, at jeg giver Clasg ret i at vi ligger i toppen mht. samfundsmodel. Jeg vil gerne høre hvilke lande der har en bedre model.
Og nej, historien viser ikke at hver gang venstrefløjen kommer til magten, bruger de løs af pengene og så skal højrefløjen komme og redde os alle sammen. En anden latterlig skrøne er den med at de arbejdsløse ikke gider lave noget fordi overførselsindkomsterne er for høje eller at folk ikke gider at arbejde fordi skatten er for høj. Noget af forklaringen kan måske ligge der, men da langt fra alt. Det er simpelthen den form for umoden debatering jeg er træt af. Det er korrekt at Anker Jørgensens regering var elendig. Men jeg tror ikke Anders Fogh overtog en specielt dårlig økonomi. Sagen er at Danmark i mange år har kørt med skifteholds-regeringer. Dvs. en lang periode til højre og så en lang periode til venstre. Måske fordi regeringer bliver trætte. Men resultatet er jo at den ene side er rigtig god til nogle ting, men mindre god til andre ting. Og det omvendte med den anden side. F.eks. var Schlüters regering rigtig god til at oprette økonomi og den danske valuta. Men der ER altså andet i verden end økonomien. Den er vigtig, men der ER andet. F.eks. uddannelse, forskning m.m. og der tror jeg på at venstrefløjs-regeringerne har gjort det bedst.
Mht. den socialistiske tanke, er den i bund og grund rigtig god. Altså at vi skal være sociale, hjælpe hinanden, at de brede skuldre bærer den tungeste byrde m.m. Det er jo ikke en diktatorisk, totalitær tanke. Den rendyrkede kapitalistiske tanke, er jeg ikke meget for. Men jeg er stor tilhænger af den liberalistiske tanke, som er ligeså sympatisk som den socialistiske. Dvs. at hver enkelt individ skal have frihed til at vælge, og ja i det hele taget frihed til mange ting. Men der ligger også et yderst egoistisk element i den tanke. "Jeg skal bare klare mig selv". Fidusen er den geniale kombination vi kører med i Skandinavien. Nemlig at vi har en socialt ansvarlig befolkning og politik SAMTIDIG med at vi giver befolkning en stor grad af frihed.
Der hvor det for mit vedkommende går galt i Socialdemokratiets model er på udligningspolitiken og deres fortolkning af begrebet "Solidaritet". Altså at man vil tage SÅ meget fra dem der har penge og give til dem der ikke har ligeså mange penge. For det er jo ikke noget folk nødvendigvis er født med. Jeg bliver squ sur når jeg kategoriseres som "de velbjergede". Jeg har ikke fået en skid fra nogen. Mine forældre har ikke flere penge en andre. Jeg har uddannet og arbejdet mig til at have en højere løn en visse andre. Andre har så en dårligere løn fordi sådan er det bare i deres branche - surt show. Og andre igen har en dårligere løn fordi de ikke har uddannet sig så massivt som mig. Jeg betaler min skat med største fornøjelse, og vil hjertens gerne være solidarisk med mine landsmænd. Dvs. jeg vil gerne være en af dem med brede skuldre der betaler lidt mere end dem der har smaldere skuldre. Fint nok. MEN JEG SKAL IKKE TOTALT UDLIGNES MED HAM DER TJENER LIDT AF DEN ENE ELLER ANDEN GRUND. Fordi så er det jo kun solidaritet den ene vej. Jeg skal yde en kæmpe indsats for at kunne betale meget i skat, mens andre kan yde en mindre indsats og få den samme bundlinie ud. Det hænger bare ikke sammen. Og DER går det galt omkring solidariteten. Som jeg ser det fører Venstre derimod en fremragende socialdemokratisk politik, som jeg et langt stykke hen ad vejen er begejstret for.
Mine grænser i den røde retning går ved Frank Aaen. Der er jeg altså stået af. Men folk som Villy Søvndal, Ole Sohn og mange andre SF'ere har jeg stor respekt for, og dem lytter jeg velvilligt til. De KAN jo have fornuftige synsvinkler om visse sager. Jeg har ingen grænser på højrefløjen. Der er der ingen synspunkter der ligger uden for mine grænser. Jeg betragter i den forbindelse slet ikke DF som et højreorienteret parti. De ligger da så langt fra Venstre at det næsten ikke kan blive længere. Og så tror jeg at jeg skal provokeres ret hårdt hvis jeg skal kaste mig ud i mere omkring DF. Det er næsten et kapitel for sig selv.
Og ja, lad os så få en pils på havnen
