I starten af 2013 trådte de nye regler for kørekort i kraft. Regeringen har vedtaget ændringer, som kan have betydning for bådejere. - Så vær sikker på, at du har det nødvendige kørekort, inden du triller afsted igen med båden.
B-kørekort:
50 kg-reglen forsvinder. Det betyder, at du efter 19. januar kun skal holde øje med, at totalvægt af bil og trailer ikke overstiger 3.500 kg – og at trailerens faktiske vægt ikke overstiger det, din bil må trække (koblingsvægten).
KØRSEL I DANMARK:
Hvis du har erhvervet B-kørekort før 1. maj 2009, kan du erstatte trailerens totalvægt med bilens koblingsvægt (det bilen må trække med bremser), hvis den er lavere – men kun når du kører i Danmark.
KØRSEL I UDLANDET:
I udlandet må trailerens totalvægt ikke overstige bilens koblingsvægt.
Er trailerens totalvægt højere end bilens koblingsvægt, er det derfor nødvendigt at få omsynet traileren, således at trailerens totalvægt ikke overstiger bilens anførte koblingsvægt.
BE-kørekort:
Her er ingen ændringer. Når du har erhvervet BE-kørekort (også kaldet trailerkørekort), gælder hverken 3.500 kg-reglen eller 50 kg-regel. Så skal du blot sørge for, at trailerens faktiske vægt ikke overstiger det, bilen må trække, og at bil og trailer hver især ikke vejer over 3.500 kg – 7 tons i alt.
Nyt B+ kørekort:
Vores almindelige B-kørekort har fået en ny kategori – kategori B+. Denne nye kategori giver chaufføren ret til at køre et vogntog, som er en bil plus en trailer, på op til 4250 kg, uanset om traileren overstiger 750 kg i totalvægt.
Dette adskiller sig fra den almindelige kategori B, som giver chaufføren ret til at køre et vogntog på op til 4250 kg, men hvor anhængerens totalvægt IKKE må overstige 750 kg eller et vogntog med en samlet vægt på maksimalt 3500 kg, men hvor anhængerens vægt gerne må overstige 750 kg.
Du kan læse mere om de nye regler på www.retsinformation.dk